Pasta med blomkål, trøffelolie og bacon

I sommermånederne spiser familien her helt klart spist mindre pasta end resten af året, men selv når man har ferie, kan man jo få brug for, at det bare skal gå lidt hurtigt.

Her var det et blomkålshoved fra den fantastiske Kolsbæk landmand/gartner Thomas Olloz, der inspirerede til lidt klassisk leg med bacon og trøffelolie…

Pasta med blomkål, trøffelolie, mandler og bacon (2 pers.)

300 g pasta
½ blomkålshoved
150 bacon
20 mandler
1 fed hvidløg
Trøffelolie
Olivenolie
Havsalt og friskkværnet sort peber
Evt. citronskal

Del blomkålshovedet i to. Skær stille og roligt helt tyndt af blomsterne fra den ene halvdel, så du får en slags grov blomkålskrymmel, indtil du når ind til stokken fra alle sider. Resterne af blomkålsstok skæres i meget, meget tynde skiver og lægges til side.

Skær bacon ud i helt små stykker. Hak hvidløget meget fint, mandlerne groft. En dråbe olivenolie på en panden og steg baconen gylden og sprød. Løft baconen op af pande og læg på fedtsugende papir, hæld evt. lidt af fedtet fra og svits så blomkålen ved god varme i 1-2 minutter. Så på med hvidløget i et minuts tid. Baconen tilbage på panden sammen med mandlerne. Sluk for blusset og smag til med 1-2-3 spsk trøffelolie, salt og peber og evt. lidt citronskal.

Vend blomkålsblandingen sammen med pasta kogt efter pakkens anvisning i 3 liter vand med 30 gram salt. Drys den rå blomkålstok ud over og server straks. Stil trøffelolie, en tør, fast ost (som parmesan eller måske en dansk variant) og en frisk krydderurt med på bordet, så folk selv kan forsyne sig efter behov.

6 Comments

  1. Lone Kjær siger:

    Uhm… det er mad lige efter mit hjerte.
    Jeg kan i øvrigt anbefale Vesterhavsost fra Thise- som fås i Irma. Den smager forrygende på pasta.
    KH Lone

  2. Godtsulten siger:

    Tak Lone,

    Ja, Vesterhavsost er også en af mine personlige danske favoritter…kender du Høost? Den er også rigtig god…

    Men når det så er sagt, kan man ikke lade være med at blive lidt deprimeret over osteudbuddet i Danmark, når man lige har tilbragt nogle uger i Frankrig… :-)

    Hilsen
    Rasmus

  3. Louilicious siger:

    Damn! Lyder godt nok leks – det bliver den næste pasta på vesterbro :)

  4. Godtsulten siger:

    Tak, Louise. Retten blev født i Rågeleje, men det er er også en der er blevet gentaget her på Nørrebro… :-)

    Bedste hilsner
    Rasmus

  5. Du havde mig ved trøffelolie…
    Interessant kombination – jeg har aldrig brugt blomkål på den måde, men jeg er stor pasta- og kålfan, så din opskrift skal prøves næste uge. Tak for inspirationen :-).

    /Anders

  6. Godtsulten siger:

    Selv tak Anders…dejligt at kunne inspirere.

    Bedste hilsner
    Rasmus

Leave a Reply