Nordisk tapas 2

Opskriften her er et af mange forsøg på at lokke flere grøntsager i ungerne. Den her var dog en af de mere vellykkede. Fungerer fint både som eftermiddags-/velkomstsnack eller som tilbehør til f.eks. kylling eller fisk.

Gulerod med solbærcreme og rugbrødsknas (2-4 pers.)

8-10 nye gulerødder
4 spsk skyr
4 tsk koncentreret solbærsaft
Havsalt og friskkværnet peber
1 skive rugbrød
Smør
½ tsk korianderfrø

Kom en skive rugbrød i en lille blender og blend til en grov rasp. Knus korianderfrø med lidt havsalt i en morter. Rist rugbrød og de knuste korianderfrø på en pande i en lille klat smør ved middelvarme i 5-7 minutter. Hold lidt øje med panden, så det ikke brænder på, men bare bliver sprødt. Hæld op på et stykke køkkenrulle og lad det køle af. Smag til med lidt havsalt.

Gulerødderne skrubbes eller skrælles, alt efter behøv. Halver dem på langs, hvis de er meget store.

4 store spiskefulde skyr piskes glat med en god koncentreret solbærsaft og smages til med havsalt og peber.

Servér det hele i separate skåle, så man selv kan tage eller alternativt i små glas med lidt creme i bunden, drysset med rugbrød og en gulerod i hver.

2 Comments

  1. Klidmoster siger:

    Wow, lækker og fræk smagssammensætning. Det rugbrødsknas vil jeg straks skrive mig bag øret :-)

  2. Godtsulten siger:

    Tak.

    I let tilpasset form fungerer dressing og knas for øvrigt også fint som en dessert. Et lille glas med skyr, lidt solbærsaft ud over (ingen salt og peber, selvfølgelig). Rist rugbrødet i lidt smør og mørk rørsukker og bom! så har du en sund og lækker dessert.

    Rasmus

Leave a Reply