Nordisk Tapas 3

Weekenden bød på en fødselsdag og dermed en oplagt chance til at udvikle nye nordiske tapas.

Fælles for de fleste af de små happere jeg har lavet, har været et element af røg. I denne opskrift i form af et stykke røget okseinderlår, der blevet skåret i helt tynde skiver med den store laksekniv.

Smagen af røg er for mig en udpræget nordisk smag. Og det er interessant at tænke på, hvordan det der oprindeligt opstod af nød – behovet for at konservere letfordærvelige råvarer – i dag udelukkende anvendes af begejstring for den unikke smag, det tilføre produktet. I det hele taget er det værd at bemærke, hvor stor en del af alle verdens køkkener, der udspringer af fortidens problemer med at opbevare råvarer til senere brug.

Ristet rugbrød med røget okseindlår, hyldeblomstcreme, blomkål og tranebær

Rugbrød
Røget okseindlår
4 spsk creme fraiche
1 spsk hyldeblomstsaft
Havsalt og friskkværnet peber
Blomkål
Tørrede tranebær
Brøndkarse

Skær tynde skiver rugbrød, dryp lidt olie på og drys med lidt salt. Bag i ovnen ved ca. 150 grader i en 15-20 minutter eller indtil de er helt sprøde. Det afhænger selvfølgelig en del af, hvor tyndt du har fået skåret brødet. Lad dem køle lidt af på en rist og opbevar i en luftæt container indtil brug.

Okseinderlår skæres ligeledes i tynde skiver. Creme fraichen (jeg anvendte her en 30% fra Thise) piskes med en god koncentreret hyldeblomstsaft og smages til med lidt salt og peber. Smagen virker måske umiddelbart lidt sød i det, men i sammenhæng med de andre ingredienser, fungerer det godt.

Bræk et par blomkålsblomster af, skyl dem og skær i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Del brødet i mundrette stykker og anret lidt kød på hver. Pynt med hyldeblomstcreme, en skive blomkål, et lille kværn peber, et tørret tranebær og lidt brøndkarse.

2 Comments

  1. foodfanatic siger:

    Endnu et fantastisk billede fra din hånd. Det ser vildt lækkert ud. Ryger du selv din mad? Kh Nadia

  2. Godtsulten siger:

    Hej Nadia,
    Tusind tak for de pæne ord.

    Mht. røgen, så er okseindelåret her ikke hjemmerøget. Men jeg har en røgeovn i sommerhuset, hvor jeg bl.a. har haft stor succes med røgede rejer, som jeg har skrevet om her…

    http://godtsulten.dk/?p=464

    Bedste hilsner
    Rasmus

Leave a Reply