Foodpairing 5 – fennikelsalat med gin
Et besøg på den tidligere anbefalede hjemmeside foodpairing.be gav inspiration til denne lille variation over en klassisk fennikelsalat.
Fennikelsalat med to slags citrus og gin-vinaigrette (4 pers.)
1 stort fennikelhoved
1 citron
1 mandarin
2 spsk god olivenolie
2 tsk gin, gerne Hendrick’s
1 tsk citronsaft
Havsalt og friskkværnet sort peber
Citrontimian
Skær fennikel i meget tynde skiver, helst på en mandolin eller meget omhyggeligt med en stor, skarp kniv. Lav lange strimler af de to slags citrusskal med et juliennejern. Rør en vinaigrette sammen af olivenolie, citronsaft, gin, havsalt og peber.
Vend det hele omhyggeligt sammen og drys med plukket citrontimian.
Resultatet fungerede rigtig godt. Specielt de krydrede toner fra ginen tilførte et interessant ekstra element til dressingen, der komplementerede og fremhævede fenniklens anis-smag på bedste vis. Perfekt som en lille forret med et stykke stegt hvid fisk.
Jeg fik fat i et flot stykke kulmule, der blev saltet på begge sider og stegt i lidt olivenolie ved middelvarme på skindsiden indtil den næsten var færdig – lige inden kødet går fra lyserødt til hvidt. Så en klat smør på panden, og glasér fisken ved hele tiden at hælde smeltet smør over fisken i 1-2 minutter. Servér med skindsiden op og en lille smule af stegesmøret på toppen.
smukt :)
Tak. :-)
Din gin/fennikel kreation lyder lækker, Rasmus, og meget let at lige, lige noget for mig. :-) Fedt du nævner Food Pairing, det vil jeg fortælle Bernard når jeg møder ham på mandag til http://www.theflemishprimitives.com/. Tak for sidst ;)
Tak for ros Trine. Du må endelig hilse og sige at foodpairing er en fed side. God tur… Håber den bliver bedre end turen i Helvedes Køkken… :-)
Meget smuk ret, synes jeg. Sammensætningsmæssigt såvel som visuelt — men: Hvad min nysgerrighed angående drikkevarer lader sig ikke helt stille… Hvad ville du vælge at drikke til? Gin? Krydret, meget alkoholrig gewürztraminer? En sød vin — beerenauslese?
Alt godt,
Kasper Bergholt
(send mig en mail, hvis du er interesseret i et linkbytte)…
Tak Kasper,
Sjovt hvordan en enkel lille kreation kan vække stor begejstring. Men drikkevarer, ja det er et godt spørgsmål. I professionel sammenhæng ville jeg nok være nødt til at konsulterer en vinhandler. Men ellers lyder en kraftig Gewürztraminer, da ikke helt ved siden af. Alternativt måske en Sauvignon Blanc fra Loire, f.eks. Pouilly-Fumé. Men jeg tror bestemt ikke, at vinen skal være sød.
Hilsen
Rasmus
Ikke dårligt, lækkert visuelt, og sikkert mindst ligeså velsmagende.
Jeg kan anbefale en Gin fra sverige der hedder IMAGIN, lækker diskret i smagen og meget mellow, bruger den tit til fiskeretter og “gravad”.
De bedste hilsner
Faster Philip
Tak Faster Philip,
Imagin kender jeg ikke. Den må jeg holde øje med. Gin er godt…ikke mindst i køkkenet…
Bedste hilsner
Rasmus
Selv tak Rasmus,
Der er ikke så mange der ligger inde med den, desværre…
Uh ja gin er godt, det kan vi sagtens blive enige om.
De bedste hilsner
Faster Philip