Flimmermad
Hvad er det ved maden, der gør, at så mange drømmer om at lave noget mere af den, samtidig med at de køber flere og flere halv- og helfabrikata? Og er der overhovedet nogen grund til at tro, at denne tendens ikke bare vil fortsætte, indtil stort set al mad bliver fremstillet af nogen andre end os selv?
I den omfattende og særdeles interessante artikel i New York Times Out of the Kitchen, Onto the Couch spørger Michael Pollan – bl.a. kendt for bogen The Omnivore’s Dilemma – hvordan det kan være, at den gennemsnitlige amerikaner bruger mindre og mindre tid på at lave mad samtidig med, at hun/han bruger mere og mere tid på at se såkaldte madprogrammer.
I forlængelse heraf kunne man spørge om den samme strømning ikke også er ved at gøre sig gældende herhjemme, og om man overhovedet kan give folk en reel forståelse for råvarer og lære dem at lave mad via et tv-program?
I tråd med Bo Jacobsens indlæg er jeg bange for, at man er nødt til at gå langt mere radikalt til værks, hvis man skal redde den danske madkultur, eller rettere få pustet liv i den igen. Man kunne f.eks. afskaffe idræt i folkeskolen og i stedet sætte alle ressourcerne af til en ordentlig undervisning i madkundskab. Ungerne har jo rig mulighed for at gå til den eller anden sportsgren uden for skoletid, men hvor i al verden skal de ellers lære at lave mad, nu hvor deres forældre dårligt kan vise dem andet end, hvordan man blander vand i det gule bærnæsepulver fra Knorr.
Mad har i hvert fald ikke nogen fremtrædende plads i mediebilledet herhjemme – det er henvist til “yderpunkterne”, i de tidlige morgentimer, lige før vejret eller på “den hemmelige kanal” (DR2 – her kan man for tiden se en kvinde hælde kogevandet fra muslingerne og flå grillede peberfrugter under rindende vand). Madprogrammer i prime-time, er realityshows eller programmer hvor Ramsay konkurrerer med sig selv i at sige fuck på tid. Jeg kan anbefale Joanna Blythmans vrede »Bad Food Britain«, hvori hun beskriver den samme trend i England: Cooking has become a spectator sport. Og årsagerne er de samme – vores tid er i den grad underlagt markedsmekanismerne og “kapitaliseret”, så tid, der bruges i køkkenet, betragtes som spildtid. Industrien har overtaget vores madlavning og ansvaret for vores sundhed – og distributionskanalerne vores årstidsfornemmelse.
Nej, madprogrammerne er ikke ligefrem voldsomt inspirerende på de danske tv-kanaler. (Der er også to herrer, der virkelig synes de selv er sjove) Men udover at danskerne skærer ned på deres madbudget, mon ikke de så også har skåret ned på tidsforbruget?
Vil straks se nærmere på Bad Food Britain…men ja, jeg tror også, at jeg hælder til en mere gennemgribende socialistisk revolution som løsning på dette og andre problemer…