Forår på tallerkenen
Så er det endelig ved at blive forår, og man kan så småt begynde at pakke gryderetterne ned sammen med vintertøjet og stille på loftet. Her er en god overgangsret til de lysere tider, hvor de sprøde, salte brasekartofler lige giver et element af comfort food til en ellers frisk og sprød salat.
Røget makrel med salat, brasekartofler og rygeostcreme (2 pers.)
1 røget makrel
12-14 små, nye kartofler
Blandet salat
1 bundt radiser
Purløg
2-3 store spsk rygeost 10%
Sødmælk
Havsalt og friskkværnet sort peber
Lidt citronsaft
Olivenolie
Smør
Fjern skind og ben fra makrellen og bryd fisken i mindre stykker. Kartoflerne var en rest fra dagen i forvejen, men man kan selvfølgelig fint koge nogle samtidig, indtil de kun lige akkurat er møre, og så smide dem på panden i lidt olie og smør og stege gyldent brune. Husk at krydre med lidt ekstra havsalt og friskkværnet peber.
Salaten skyldes og slynges. Radiserne vaskes. Rygeosten piskes cremet med lidt sødmælk (der skal ikke så meget til, prøv lidt ad gangen) og smages til med havsalt, peber og lidt citronsaft.
Anret salat, fisk, kartofler og radiser. Drys med finthakket purløg, kom en par klatter rygeostcreme på og tag resten med til bordet.
Uha, jeg afprøvede denne opskrift den anden dag. Helt perfekt og dejlig ‘på vej til varmere tider’ ret.
Tak for det!
Selv tak. Godt at høre.