Hverdagsmad – Spaghetti med ratatouillesauce

I gårsdagens opskrift på lyn-ratatouille foreslog jeg at udnytte eventuelle rester ved at blende dem til suppe og servere kold eller varm.

I vores rest var der dog ikke helt nok til at det kunne udgøre et måltid i sig selv, derfor blev det i stedet til følgende:

Spaghetti med ratatouillesauce og kammuslinger (2 pers.)

En rest ratatouille
300 g spaghetti (f.eks. De Cecco nr. 12)
8 store kammuslinger
Basilikum
Olivenolie
Havsalt og friskkværnet peber

Blend ratatouillen med en stavblender. Til to personer skal du i blendet tilstand vel cirka have en ½ liter. Varm saucen langsomt op i en stor sautépande. Imens koges spaghettien efter pakkens anvisning i tre liter vand og 30 g salt. Et par minutter inden spaghettien er færdig ristes kammuslingerne ved høj varme i 1 – 2 minutter på hver side afhængig af størrelsen. Pas på med at give dem for længe, da de ellers let kan blive lidt seje i det.

Løft spaghettien op på sautépanden og vend det godt sammen med saucen. Smag til med salt og peber. Du kan eventuelt også bruge lidt af det salte kogevand.

Arrangér spaghettien i dybetallerkner, kammuslinger på toppen, drys med lidt finthakket basilikum, og slut af med lidt olivenolie og lidt salt og peber på hver kammusling.

Leave a Reply