Food pairing 2.1 – TGRWT #14

Hvis du er interesseret i food pairing, kan du på The Curious Blogquat finde opskrifterne fra den seneste runde i blogging-eventen TGRWT (They Go Really Well Together) med malt og sojasauce, inklusiv mit eget bud: torsk med soja og maltølsauce.

Idéerne er særdeles kreative, omend det ikke var alle, der (efter kokkens eget udsagn) var lige vellykkede. Her er både ølsorbet med sojamarineret melon – hvor melonen vist ikke var faldet så heldig ud – maltkage med sojacreme og grillet tun rullet i to slags forskelligt ristede malt og serveret med soja.

Denne måneds food pairing udfordring består af mørk chokolade og røget laks. Et interessant valg, der umiddelbart lyder vanvittigt ulækkert.

Det bliver spændende at se, om der er nogen, der kan finde en god måde at kombinere de to ingredienser, der i følge Foodpairing.be åbenbart deler væsentlige smagskomponenter, om end lidt langt ude, så vidt jeg kan læse skemaet. Muslinger havde måske været et bedre valg.

På bloggen Mexmix kan du læse mere om, hvordan du deltager.

Leave a Reply