Aspargessuppe med grapesirup
I den vanvittigt store Carrefour, hvor jeg i øjeblikket gør mine daglige indkøb, faldt mit blik tilfældigt på et glas asparges. Indholdet var dog ikke som det plejer fra Kina eller Peru – sidstnævnte er vist endda blevet verdens største producent af asparges pga. særlige klimatiske forhold, der gør dem i stand til at producerere året rundt – næh, de her var den eksklusive variant fra Navarra i Spanien, hvor der produceres nogle meget flotte, møre og velsmagende hvide asparges.
Dette mindede mig om en aspargessuppe af Thomas Herman, som jeg har lavet en del gange, mens der var aspargessæson i Danmark. For selvom Herman laver suppen på disse Navarra asparges, så serveres den selvfølgelig sammen med friske grønne og hvide asparges fra Danmark.
I hans version laves den med vanille og mandler og den kan på alle måder anbefales. Opskriften kan findes i hans kogebog Nimb HERMAN, som jeg tidligere har anmeldt.
I denne version fik jeg dog lyst til at fremhæve mandeltonerne, der fungerer rigtig godt med asparges. Og fordi asparges heller ikke hernede er i sæson længere, blev det til en helt enkel version med en let grapesirup.
Aspargessuppe (2 pers.)
200 g hvide asparges på dåse, drænet vægt
50 g mandler
2,5 dl kyllingefond
1 dl piskefløde
25 g smør
15 g mandelolie
1 rød grape
Havsalt og friskkværnet sort peber
Kom halvdelen af smørret i en gryde og rist de smuttede mandler let i et minuts tid. Kom så asparges i gryden sammen med fond og fløde. Bring i kog, skru ned og lad det småsimre i ca. 10 minutter.
Kom suppen i en blender og blend omhyggeligt. Hæld det igennem en si og pres så meget væde ud som muligt. Der vil være en portion trævlet aspargeskød tilbage, det smider man bare ud. Varm suppen op igen. Pisk resten af smørret og mandelolien i med en stavblender og smag omhyggeligt til med salt og peber. Hold varm indtil servering.
Til grapesiruppen presses saften af grapen og sies over i en gryde. Bring gryden i kog og lad det koge godt ind, indtil det begynder at tykne i konsistensen.
Servér suppen rygende varm med lidt sirup på toppen. Husk brød.
Det lyder i den grad interessant med grapesirup:-) Fortsat god ferie.
Mvh.
Lone
Grape og asparges er jo efterhånden en klassiker. Men ja, den giver et godt syrligt modspil til den cremede suppe og med lidt flere bitre toner end citron.
Det lyder ret så interessant kombination :-)
Carrefour har et noget større – og bedre – udvalg end vi har herhjemme. Ville ønske vi havde sådan en lige om hjørnet :-D
Mange hilsner
Birthe
Tak. Og ja, jeg går også og drømmer om den dag, hvor der rent faktisk kommer et virkelig ordentligt supermarked til Danmark. Men nyder i fulde drag det fantastiske udvalg, sålænge jeg er her…
Jamen altså… Så faldt jeg lige over din skønne blog da jeg googlede æggesalat. Hvorfor dælen har jeg ikke set denne noget før. Jeg bliver nød til at rose dig for en super skøn blog. Tak for den.
Hilsen Vibeke
Hej Vibeke,
Tusind tak for de pæne ord. Glæder mig at du endelig fandt frem til mig… :-)
Bedste hilsner
Rasmus
Hej
Har du evt. opskriften på aspargessuppen fra Nimb?
Mvh
Elizabeth.
Hej Elizabeth,
Ja, det har jeg. Men den kan jeg ikke bare lægge op her. Der er noget med nogen rettigheder… :-)
Men kan varmt anbefale kogebogen, hvis den stadig kan findes i handlen, der er mange interessante idéer at plukke fra.
Vh
Rasmus
Måske du vil sende den til min mail: elizabethvaran@gmail.com. :-)
Mvh
Elizabeth
Kudos for dit gå-på-mod, Elizabeth. Men nej, det vil jeg ikke.
Du kan jo skrive til Herman og høre, om han ikke vil hjælpe dig.
Mvh
Rasmus