Navarra asparges 2
De hvide asparges fra Navarra, som jeg nævnte i sidste indlæg, kan selvfølgelig også spises lige som de er fra glasset. Og det med stor nydelse, selvom du måske tænker…Hmm, dåseasparges? Men den er god nok…de er rigtig lækre. Og det skader selvsagt heller ikke at give dem selskab af andre lækkerier. Prøv for eksempel denne version.
Navarra asparges med citronpesto og fjordrejer (2 pers.)
1 glas Navarra asparges
Citronbasilikum
8 mandler
1 fed hvidløg
½ citron
Olivenolie
100 g fordrejer
Havsalt og friskkværnet sort peber
Hak basilikum meget fint til du har ca. to store spiseskefulde. Hak hvidløg og mandler fint og riv citronskallen. Vend det hele sammen og giv det endnu en omgang med kniven. Det skal være meget finthakket. Har du en morter ved hånden, er det også en mulighed, men konsistensen bliver så lidt mindre grov end det er tilfældet her. Kom det hele i et lille glas og fyld op med olivenolie indtil konsistensen virker rigtig. Smag omhyggeligt til med salt, peber og citronsaft.
Læg forsigtigt aspargesene på et stykke køkkenrulle, så de lige kan dryppe af. Anret så på tallerkener med pestoen, fjordrejer og masser af friske citronbasilikumblomster, hvis du kan få fat i dem…og ellers går det også uden.
Hej Rasmus,
Tak for en rigtig god blog!
Ved du evt. hvor i Kbh, man kan købe disse asparges, nu hvor den danske sæson er gået på hæld og man ikke kan vente med næste fix til næste år? :)
Selv tak Morten,
Navarra asparges kan du bl.a. finde hos Løgismose.
Bedste hilsner
Rasmus
Suk, hvor ser det godt ud! :-D Jeg skal da vist have fat i sådan et glas……eller 2 ;-)
Mange hilsner
Birthe
Tak Birthe…herligt at kunne stimulere sulten… :-)
Rasmus