EN SNEGL PÅ VEJEN
Når der var nogen, der satte sig på knæ foran mig som barn og spurgte mig, hvad der var min livret, så svarede jeg altid snegle.
Det var vel først og fremmest, fordi jeg synes det lød sejt, der i begyndelsen af 80’erne, hvor jeg selv var en 8 – 10 år. Men jeg husker også, at jeg altid bestilte det, når muligheden bød sig på restaurant og med glæde spiste det, når min mor serverede det i store, næsten gennemsigtige sneglehuse med en rød spiral ned langs ryggen. Sneglehusene lå i et stort glas oven på køkkenskabet, der blev taget ned, når der var blevet indkøbt snegle på dåse i Irma.
Men det der først og fremmest tiltalte mig rent smagsmæssigt var nok hvidløgssmørret, som de altid blev serveret i, og som man så kunne sidde og sovse små stykker sprødt flute ind i. Sneglen i sig selv smagte ikke af så voldsomt meget, men var skæg at fiske ud med de særlige små gafler, der var indkøbt til formålet.
Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har spist snegle, men jeg kom pludselig i tanke om denne egentlig ret hyggelige spise – der på mange måder minder mig om lange metalspyd med træhåndtag på kanten af en fonduegryde eller det voksende bjerg af små afgnavede blade, når man spiser artiskokker – da jeg stødte på denne delikatesse, som jeg aldrig har hørt om før. Snegleæg. Lige som caviar bare fra snegle.
Den store grå snegl (Helix Aspersa Maxima), der lægger disse æg, producerer ca. 4 g om året, så der skal nogle stykker til, før man har en forretning kørende. Æggene indsamles og sorteres og krydres med lidt havsalt og rosmarin. Smagen skulle eftersigende minde om en fugtig skovbund, hvilket jeg ikke er sikker på umiddelbart tiltaler mig, med et stref af svampe og egetræ. Men fascinerende lyder det da, så jeg vil gerne prøve.
Jeg stødte på dem hos den franske delikatesse netbutik Bien Manger. Men hvis der er nogen, der har smagt disse æg eller endnu bedre kan henvise mig til en dansk forhandler, så hører jeg meget gerne fra jer. Hvem ved, måske kan det blive min nye livret.