Food pairing 4

Som jeg før har været inde på, kan jeg kun anbefale den belgiske hjemmeside Foodparing, hvis man søger inspiration til nye opfindelser i køkkenet.

Senest fik jeg idéen til denne enkle salat efter et opslag på agurk.

Agurkesalat med appelsinskal og mandel (2 pers.)

1 agurk
1 økologisk appelsin
50 g mandler (evt. Marconas mandler fra Gispert)
3 spsk agurkesaft
3 spsk appelsinsaft
1 spsk mandelolie
5 spsk olivenolie
Havsalt og friskkværnet sort peber

Del agurken på langs og skrab kerner ud med en teske, men gem dem. Skær hver halvdel i i skiver. Riv skallen af en stor økologisk appelsin med et juliennejern eller et fint rivejern. Kom agurkeskiver og appelsinskal i en skål og drys mandlerne ud over.

Kom agurkekernene i en si og pres på dem med bagsiden af en ske til du har 3 spsk agurkesaft. Bland med appelsinsaften, mandelolien, olivenolie, havsalt og peber og ryst godt sammen. Hæld dressingen over agurkeskiverne og bland omhyggeligt. Lad stå og trække 5 minutter på køkkenbordet. Ved servering krydres med lidt ekstra salt og peber.

Resultatet var en rigtig lækker, frisk og delikat mild salat, der tilførte en ny dimension til agurkerne. Jeg serverede den med nakkekoteletter – krydret med knust fennikelfrø, korianderfrø, havsalt og peber og grillet ved høj varme i ca. 5 minutter på hver side – og nye danske kartofler. Herlig sommermad.

Leave a Reply