/GODT SULTEN

I det seneste nyhedsbrev fra den gastronomiske virksomhed Løgismose, reklameres der med “uovertrufne bøffer fra Nebraska,” nærmere bestemt fra Greater Omaha, Inc.

Herfra, fortæller Løgismose, kommer noget af det bedste oksekød, som det amerikanske marked kan byde på. Der skrives desuden:

“Kødkvæget er af racerne Hereford og Angus, og det stammer fra udvalgte kvægavlere, som “Greater Omaha Inc” har udviklet langvarige relationer til. Inspektørerne fra slagteriet samarbejder med kvægavlerne om både udvælgelsen og sammensætningen af foderet til kvæget, og her i majsbæltet er det naturligvis majs, som er den væsentligste del af foderblandingen.

Kvæg der er fodret med det bedste, der er til rådighed i Nebraska og Iowa, efterfølgende er slagtet uden stress, og derpå er opskåret og pakket på et “state-of-the-art” anlæg giver os noget kød, som besidder en uovertruffen ensartet kvalitet, smag og mørhed.”

Det er interessant, hvordan majsfoder til dyr nærmest er blevet et kvalitetsstempel i sig selv, og de fleste vil sikkert ikke tænke andet ved denne beskrivelse end, at det lyder lækkert.

Har man imidlertid stiftet bekendtskab med Michael Pollans The Omnivore’s Dilemma vil tanken om en majsfordret ko formentlig ikke fremmane helt så positive billeder, for som Pollan forklarer er koens fordøjelsessytem overhovedet ikke beregnet til at fordøje afgrøder som majs.

Drøvtyggernes unikke fordøjelsessytem er udviklet til at fordøje græs, og at skifte koens føde til majs er så belastende for koen, at det kan slå dyret ihjel. Dette skift kan kun lade sig gøre, hvis det gøres gradvist og samtidig med kontinuerlig brug af pencilin. Pollan beskriver bl.a. nogle af de alvorligere konsekvenser ved denne fremmede diæt:

“Perhaps the most serious thing that can go wrong with a ruminant on corn is feedlot bloat. The rumen is always producing copious amounts of gas, which is normally expelled by belching during rumination. But when the diet contains too much starch and too little roughage, rumination all but stops, and a layer of foamy slime that can trap gas forms in the rumen. The rumen inflates like a balloon, pressing against the animal’s lungs. Unless action is promptly taken to relieve the pressure (usually by forcing a hose down the animal’s esophagus), the cow suffocates.

A corn diet can also give a cow acidosis. Unlike that in our own highly acidic stomachs, the normal pH of a rumen is neutral. Corn makes it unnaturally acidic, however, causing a kind of bovine heartburn, which in some cases can kill the animal but usually just makes it sick. Acidotic animals go off their feed, pant and salivate excessively, paw at their bellies and eat dirt. The condition can lead to diarrhea, ulcers, bloat, liver disease and a general weakening of the immune system that leaves the animal vulnerable to everything from pneumonia to feedlot polio.”

Som man kan forstå, er denne produktionsmetode ikke sund for køerne, men af flere grunde er den er faktisk heller ikke sund for mennesker, ja, for os er den endda også potentielt livstruende.

For det første kan man som nævnt kun opretholde produktionsmetoden ved kontinuerlig brug af penicillin, hvilket har været med til at skabe de multiresistente bakterier, vi oplever flere og flere af. Derudover er det også en af årsagerne til, at man i dag pludselig har problemer med kød inficeret med colibaktier. 

Dels på grund af måden koen opbevares på, mens den opfodres, dels på grund af fodret har man fået skabt et perfekt miljø for E. coli bakterier, der kan være livsfarlige for mennesker. For som Pollan forklarer:

“Most of the microbes that reside in the gut of a cow and find their way into our food get killed off by the acids in our stomachs, since they originally adapted to live in a neutral-pH environment. But the digestive tract of the modern feedlot cow is closer in acidity to our own, and in this new, manmade environment acid-resistant strains of E. coli have developed that can survive our stomach acids – and go on to kill us. By acidifying a cow’s gut with corn, we have broken down one of our food chain’s barriers to infections.”

For producenterne er fordelen ved majs, at den er meget næringsrig, hvilket betyder, at man kan få en ko klar til slagtning langt hurtigere end før. Dette er så på sin vis heldigt, for hvis man opretholdte denne diet ret meget mere end de 6 måneder, det tager at fodre sådan en dyr op, så dør dyret helt sikkert.

Fordelen for forbrugerne er, at majsen er med til at skabe et meget flot marmoreret stykke kød, der umiddelbart dufter og smager sødere og friskere.

Problemet er bare, at kødet fra de majsfodrede dyr er usundere, fordi det både indeholder mere fedt og især flere af de mættede fedtsyrer end oksekød fra køer, der har spist græs. Sidstnævnte indeholder desuden mere omega-3 fedtsyrer og flere E-vitaminer.

Som Pollan anfører, så kan en væsentlig del af den amerikanske fedmeepedimi formentlig føres direkte tilbage det majsfodrede oksekød, der er blevet så allestedsnærværende i USA…og jo altså nu også for de danske forbruger med det kvalitetsstempel Løgismose navnet som regel står for. Spændende.

Som en eftertanke undrer jeg mig også lidt over, at reklamen er ledsaget af et fint lille billede med køer, der går frit rundt og spiser græs. Men sådan er der så meget…