Fennikelgazpacho

På en af de få varme sommerdage, der har været her de sidste par uger, fandt jeg på denne variation over den spanske klassisker. Og selvom det danske sommervejr måske ikke i øjeblikket helt lægger op til iskolde supper, så smager den altså ret godt…også selv om det er lidt gråt udenfor.

Fennikelgazpacho (4-6 pers.)

1 fennikel
1 fed hvidløg
1½ agurk
1 gul peber
1 dl hvidvin, vermouth eller lign.
1 spsk hvidvinseddike
Olivenolie
2 forårsløg
Havsalt og friskkværnet sort peber

Skær bund og top af fenniklen og hak i mindre stykker. Husk at gemme de dildlignende blade til pynt. Kom fenniklen i en gryde med lidt olivenolie og det pillede fed hvidløg. Svits i et par minutter og hæld så vinen på. Låg på og lad det simre i ca. 15 minutter.

Imellemtiden halveres den ene agurk, kernerne skrabes ud, og agurken skæres i grove stykker. Del den gule peber, ud med kernerne og skær i grove stykker. Når fenniklen er mør, kommes agurk og gul peber i gryden. Sluk for varmen, kom en 1 dl olivenolie i og blend med stavblender til du har en helt fin og skummende suppe. Smag til med havsalt og friskkværnet sort peber. Stil gryden i fryseren til suppen er iskold. Regn med 3-4 timer.

Rens de to forårsløg og skær i tynde skiver på skrå. Fjern kernerne i den sidste halve agurk og skær den i små tern. Hæld den kolde suppe i glas. Dryp lidt olivenolie på toppen, pynt med agurketern, forårsløg og fennikeltop og giv et sidste drys salt og peber.

4 Comments

  1. Lars siger:

    Uha Rasmus – det lyder og ser rigtig godt ud. Har selv netop lavet en hurtig pastaret med fennikel (som jo er en lille favorit her): Aubergine i tern svitses i olie. Fennikel og grove stykker chorizo tilsættes. When done vendes spagetti i og serveres med fx pecorino på toppen. Hurtigt og herligt!

  2. admin siger:

    Tak…og ja, fennikel har også længe været en af mine favorit grøntsager. Men det kan da være, at jeg skal lokke dig til at lave et gæsteindlæg på bloggen med din opskrift. Lyder lækkert. Husk at tage et billede næste gang.

  3. cyclone bill siger:

    Tak for en dejlig opskrift! Prøvede at lave fennikelgazpacho i går (http://www.flickr.com/photos/cyclonebill/3816686843/), og jeg synes det blev godt! Men på dit billede ser det ud som om du siede suppen? Jeg synes min blev lidt grynet, men altså meget lækker. Måske stavblenderen bare var lidt sløv.

  4. admin siger:

    Selv tak. Glæder mig du kunne lide den.

    Suppen blev ikke siet. Det er muligt at min stavblender er i skarpere form, men ellers husker jeg nu også, at suppen havde lidt struktur. Ligesom almindelig gazpacho også tit har.

    Men man kan selvfølgelig altid si den, hvis man foretrækker en helt glat suppe.

Leave a Reply