Silikonegryder

Det er muligvis en gammel nyhed for dig, men jeg er lige stødt på gryde- og pandeserien Boil, der er fremstillet i silikone. 

Det er det danske firma Riis, der har udviklet serien i et særligt varmebestandigt silikonemateriale, der ifølge producenten tåler fra minus 90 grader til plus 260 grader. I bunden ligger en tynd metalindsats i rustfrit stål, der gør, at man også kan bruge dem til at stege.

Brugen af silikone giver en let og slidstærk gryde/pande, som man kan tage direkte på med hænderne. De fleksible sider, gør det også lettere at hælde fra dem.

Der er ligeledes tænkt over lågene, der eftersigende kan slippe damp ud, når de er lagt almindeligt på, så tingene ikke koger over. Vender man derimod låget om og stiller gryden direkte i køleskabet, vil varmen fra gryden skabe et vakuum, så låget slutter helt tæt.

Serien kan benyttes på induktionskomfur, i ovnen og i mikrobølgeovnen (uden metalindsatsen, vil jeg gå ud fra).

Jeg benytter selv en bageform i silikone, som jeg er rigtig glad for. Om serien her er god at lave mad på, ved jeg ikke. Jeg kunne godt være lidt i tvivl om specielt deres stegeegenskaber. Men jeg synes, at de er vanvittigt smukke og sært fascinerende.

Leave a Reply