Den bedste måde at tilberede asparges

Asparges med friskost

Aspargessæsonen er over os og der er mange aspargesopskrifter i medierne for tiden. De fleste af dem, jeg er stødt på, foreskriver, at man koger sine asparges i vand. Dårlig idé.

Jeg ved ikke, om det var Heston Blumenthal, der opdagede det, men det er i hvert fald af ham, jeg har lært, at smagsmolekylerne i asparges er vandopløselige, det vil sige, at når du tilbereder asparges i vand, så ryger der en hel del smag ud i vandet. Beviset er enkelt. Kog asparges i vand og smag på vandet bagefter. Det smager kraftigt af asparges, smag som du formentlig bare hælder ud i vasken.

Løsningen er enkel. Fedtstof. I stedet for at koge dem kan man med fordel eksempelvis sautere dem i smør ved lav varme.

Her er en enkel måde at servere hvide asparges på, der efter min mening får det bedste frem i dem. Osten, der anvendes i denne opskrift, er fra Arla Unika serien, der forhandles i Torvehallerne i København. Jeg ved ikke, om man kan få den andre steder, men inden for friskosttypen er den i en klasse for sig. Jeg mindes ikke at have smagt andre danske eksempler af samme kvalitet, og alternativt vil jeg foreslå en fransk friskost, gerne en på gedemælk.

Hvide asparges med syrnet friskost og rugbrød (2 pers.)

8 hvide asparges
Langtidssyrnet friskost
Rugbrød
Smør
Olivenolie
S + P
Purløg

Skræl de hvide asparges fra lige under hovedet og hele vejen ned. Især omkring bunden er det vigtigt, at du skræller en del væk, så du kommer ind til den møre del og undgår trævler.

10 g smør på en pande. Lad det bruse af og skru så ned. Steg ved lav temperatur indtil de er møre i bunden. Asparges kan være meget forskellige i tykkelsen, så det er svært at give et tidsinterval. Men tjek ved at stikke en kniv ind i bunden. Regn med minimum 8 minutter og muligvis op til 15. Hvis de er meget tykke, kan du evt. tilsætte en eller to spsk. vand og lægge låg på panden, så de smørdamper.

Rugbrød skæres i små tern. Vend i lidt olivenolie og krydr med salt. Rist i ovnen ved 150 grader til de er sprøde. Vend ud på køkkenrulle og stil til side.

Anret en god klump friskost på hver tallerken. Læg aspargees ovenpå og dryp med stegesmørret fra panden. Drys rugbrødstern og finthakkket purløg ud over.

3 Comments

  1. Keep it simple! And beautiful:)

  2. Kristina siger:

    Ja selvfølgelig da…! Men jeg har godt nok aldrig tænkt over at man koger smagen ud. Man kan jo bruge vandet til at lave en suppe bagefter, men det vil jeg da lige tænke over næste gang jeg laver asparges (lige om lidt) og stege dem blidt i stedet. Det ser lækkert ud med friskosten, tak for inspiration!

  3. Godtsulten siger:

    Selv tak, Kristina. Hvis man laver suppe på vandet, løser man selvfølgelig lidt af problemet, men de kogte asparges har jo stadig mistet en del af deres smag, så…

    Håber de smørsauterede blev en succes…

    Vh
    Rasmus

Leave a Reply