Røg i haven

RØG

Webers amerikanske huskok Jamie Purviance har begået et ny kogebog for grillproducenten. Den er nu blevet oversat til det danske marked, fordi vi jo som ingen andre elsker vores Weber-grill. Denne gang handler det om, hvordan man kan bruge sin grill til at røge med.

Jeg synes ofte, der er problemer med kvaliteten i disse produktrelaterede udgivelser, men ved første gennemlæsning virker bogen her faktisk meget anvendelig. Og opskrifterne er selvfølgelig rimelig ligeglade med, om de bliver lavet på en Weber eller ej.

Der indledes med en række udførlige og velillustrede afsnit, der omhandler grundlæggende emner som kultyper, hvilke træspåner til hvilken mad, basisudstyr og forskelle i tilberedning i forhold til hvilken grill man har.

Dernæst følger en større samling opskrifter på rubs, marinader, saucer og saltlager til sprængning. Der er f.eks. alene 10 forskellige saltlageopskrifter, hvor af flere lyder rigtig interessante.

Derefter følger selve opskriftssektionen, der består af 87 opskrifter inddelt i appetitvækkere, rødt kød, svinekød, fjerkræ, fisk og skaldyr, grøntsager og tilbehør. Her finder du alle klassikerne, men også en række mere innovative bud og umiddelbart fremstår opskrifterne gennemarbejdede og letlæslige.

Det skinner igennem, at bogen oprindeligt er skrevet til et andet marked, da opskrifterne er forholdsvis “amerikanske” i deres stil. Det er der selvfølgelig ikke i sig selv noget galt i. Man skal bare ikke forvente kreative bud på ny nordisk mad med røg. Jeg kunne eksempelvis godt have ønsket mig, at der var opskrifter med vildt kød og nogle flere nordiske grøntsager. Men her må man selv være kreativ.

Der er godt nok en opskrift, der hedder Pulled pork på nordisk vis, men jeg har nu meget svært ved at finde det nordiske isælt i opskriften, hvor kødet blandt andet krydres med paprika og salvie og serveres i en hvid ciabatta bolle med peberfrugtpuré tilsmagt med chili con carne-krydderi og sambal oelek og en estragonmayonnaise. Det lyder da lækkert. Men nordisk?

Alt i alt virker det dog som en grundig og gennemarbejdet bog, som jeg tror, man vil kunne drage nytte af, hvis man har lyst til at eksperimentere med røgning på grill. Personligt tror jeg i hvert fald, at den vil finde anvendelse i sommerhuset, når jeg igen får mulighed for arbejde med grill.

RØG, Jamie Purviance
Foto: Tim Turner
Lindhardt & Ringhof, 299,- (vejl.)

Leave a Reply