Avocado konkurrence – giv mig et klik

Hvis du er et sødt og rart menneske…og det ved jeg jo, at du er…så sender du lige en stemme min vej på en af de opskrifter, jeg har sendt ind til en avocadoolie konkurrence. Jeg ville blive så glad…

Man må sende tre opskrifter ind til konkurrencen. Men i første omgang er det blevet til to. Den tredje følger snarest…

Klik her for at stemme på en af de foreløbig to opskrifter, der følger nedenunder…

Avocadoolien har en delikat røget tone, der i kombination med lidt trøffelolie og balsamicoeddike giver en genial dressing. Den røgede smag understøttes i denne opskrift af de grillede avocado, en lille detalje, der også rent visuelt gør den her mættende salat mere end sædvanlig god.

Kyllingesalat med grillet avocado (2 pers.)

150 g champignon
150 g grønne bønner
200 g kyllingebryst
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
50 g babyspinat
1 avocado
1 spsk trøffelolie
2 spsk avocadoolie
1 spsk hvid balsamicoeddike
Havsalt
Friskkværnet sort peber
Parmesan

Hak skalotteløg og hvidløg fint og steg forsigtigt over lav varme i lidt olie på en stor pande uden at det tager farve. Skær champignonerne i kvarte og steg sammen med løgene i et par minutter. Nip bønnerne i begge ender og kom dem med på panden. Krydr med salt og peber og steg videre indtil bønnerne er færdige. Tjek efter 5-6 minutter. Jeg foretrækker de stadig lige har lidt bid.

Samtidig varmes en grillpanden op over en god varme. Giv kyllingebrysterne et par slag i den tykke ende, så tykkelsen bliver nogenlunder ensartet, krydr med salt og peber, pensl med lidt olie og grill i ved middel varme i 5-7 minutter på hver side, alt afhængig af tykkelsen. Del avocadoen i fire, fjern skindet og lad den stege med på grillpanden i de sidste tre minutter, halvandet minut på hver skæreflade.

Skyl og tør babyspinaten og læg den i bunden af en stor salatskål. Arranger de stegte bønner og champignon i midten med kyllingen skåret i mindre stykker og avocadoen ovenpå.

Lav en dressing af 1 spsk trøffelolie, 2 spsk avocadoolie, en spsk hvid balsamicoeddike og salt og peber. Smag til og fordel dressingen ud over salaten. Til sidst rives store parmesanflager udover. Server med brød til.

Den anden opskrift i konkurrencen er en enkel lille forret, der virkelig egner sig til gæster på terrassen. Alt kan du lave klar på forhånd og uden problemer kan du kreere en dekorativ lille anretning, der vil glæde de fleste.

Koldrøget skinke med grønne sager (2.pers.)

4 skiver koldrøget skinke
Avocado
Agurk
Dild
Pistacienødder
Avocadoolie
Citronsaft
Havsalt og friskkværnet sort peber

Lav en 30-40 små kugler af agurk og avocado med et parisiennejern, jeg brugte et på 10 mm. Alternativt kan du selvfølgelig lave små tern med en kniv.

Åbn et nogenlunde tilsvarende antal pistacienødder, fjern evt. skallen og vend nødder, avocado og agurk med avocadoolie, finthakket dild og smag til med citronsaft, havsalt og peber.

Anret skinken på tallerkener og fordel salaten ved siden af. Lidt brød og et glas køligt hvidvin til, så går det meget godt.

Klik her for at stemme på din yndlingsopskrift…

4 Comments

  1. Det er nogle vanvittig lækre opskrifter du har lavet – held og lykke – og ja, jeg har faktisk stemt på dig :-D

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Godtsulten siger:

    Tak Birthe…det var rigtig var pænt af dig… :-)

    Bedste hilsner
    Rasmus

  3. Trine siger:

    Hej Rasmus
    Jeg har klikket på din lækre kyllingeret :-)
    Tillykke med det nye køkken – viser du ikke et foto af det? ;) ;)

  4. Godtsulten siger:

    Hej Trine,

    Tusind tak for din stemme…selvom jeg vist allerede nu må erkende, at jeg er oppe mod nogle konkurrenter, jeg ikke helt kan matche i forhold til at hente stemmer hjem…

    Billeder af mit køkken…joooh, det kunne da godt tænkes…men så må jeg først lige i gang med at lege boligfotograf…

    Bedste hilsner
    Rasmus

Leave a Reply