Styr på suppen

Som med brød er det at lave suppe på en gang ret let, men også rimelig præcisionskrævende. Ligesom med brødet kan man selvfølgelig sagtens sjusse sig frem og få et hæderligt, nogle gange udmærket resultat. Men hvis man gør sig bare en lille smule umage og er omhyggelig med detaljerne, vil man hurtigt opleve, hvor meget bedre det kan blive.

Den klassiske kartoffelsuppe synes jeg for eksempel ofte bliver lidt kluntet i både smag og konsistens. For mig skal suppe selvfølgelig først og fremmest smage godt, men jeg foretrækker supper, der ikke vil for meget, altså ikke nødvendigvis består af mange forskellige ingredienser, der hver især kæmper om opmærksomhed. Og specielt når det gælder grøntsagssupper er det for mig vigtigt, at hovedgrøntsagen får lov til at træde rent frem med sin særegne smag.

Et andet og næsten lige så væsentligt element er selve konsistensen og den fornemmelse i munden, som suppen efterlader. Supper skal være glatte, og jeg foretrækker også, at de er relativt linde. Altså ikke noget med klumper og en grov struktur, så det nærmest føles som en sjasket mos.

Her har jeg forsøgt at lave en kartoffelsuppe, der bliver let krydret med olivenolie. Det lader dels kartoflens relativt spinkle smag træde frem, men samtidig giver det en god cremet fornemmelse og en flot smag af olivenolien. Helt afgørende her er det, at man bruger en frisk olivenolie af allerbedste kvalitet, en med masser af frugt, græs og peber i smagen.

Målene her er ret præcise, da konsistensen som nævnt er vigtig for det endelige resultat. Så prøv i første omgang at følge dem nøjagtigt og brug en vægt til at måle dine ingredienser af.

Kartoffelsuppe med olivenolie (2 pers. som hovedret, 4-6 som forret)

500 g kartofler, skrællet vægt
100 g porre, renset vægt
50 g smør
3 stilke citrontimian
1 fed hvidløg
150 ml hvidvin
300 ml hønsebouillon
450 ml sødmælk
25 g olivenolie

Skær de skrællede kartofler i tynde skiver, læg dem i koldt vand i et kvarters tid og lad dem derefter dryppe godt af. Brug den hvide del af porren, rens den omhyggeligt, og skær den i tynde skiver sammen med hvidløget. Pluk bladene af citrontimianen.

Varm en passende gryde op, smelt 25 g smør, når det bruser kommer du kartofler, porre, timian og hvidløg i gryden. Svits let uden at det tager farve i ca. 5 minutter eller indtil det hele er faldet lidt sammen.

Hæld vin på, bring det i kog og tilsæt så bouillon og mælk. Bring igen i kog, skru ned og lad det simre i ca. 20 minutter. Syren i vinen og mælken kan godt danne lidt klumper i overfladen. Det skal du ikke bekymre dig om.

Når kartoflerne er helt møre, hældes det hele op i en blender. Blend hurtigt til suppen er glat. Ikke for længe, da suppen i dette tilfælde ellers godt kan blive lidt klistret. Hæld tilbage i gryden gennem en si, så du fjerner evt. klumper og citrontimian.

Varm suppen op igen og pisk de sidste 25 gram smør og olivenolien i. Pisk hurtigt igennem og kom straks op i varme dybe tallerkener. Dryp lidt olivenolie på toppen og servér med brød.

7 Comments

  1. Det lyder rigtig godt – jeg har det som dig, jeg kan godt lide en enkelt suppe, en hvor der ikke er 10000 forskellige smagsindtryk på samme tid.
    Hvis der er noget jeg er vild med så er det en klassisk Vichyssoise, serveret iskold om sommeren med masser af purløg = ren lykke :-)

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Signe siger:

    Sikke et smukt billede af suppe. Og ja, suppe skal laves med omhu og gode ingredienser, så bliver resultatet nu engang bedst :-)

  3. Søren siger:

    Det lyder virkelig som en suppe for mig, jeg kan godt lide ideen om at suppen er fokuseret på den specifikke hovedingrediens, som her er kartoffel.

    Når jeg læser beskrivelsen af såvel suppen som helhed og fremgangsmåden får jeg virkelig lyst til denne her kartoffelsuppe.

    Den må jeg prøve.

    God ide med den sidste gang smør inden servering, det giver lige det sidste perfekte pift.

    Bedste hilsner
    Søren

  4. Godtsulten siger:

    Hej Søren,

    Ja, både smørret og olien til sidst er med til at give en god cremet smag og konsistens.

    Lad mig endelig høre, hvad du synes, hvis du får den afprøvet…

    Bedste hilsner
    Rasmus

  5. […] og ondt i maven i dag, var lidt mild mad påkrævet. Fornylig så jeg en lækker kartoffelsuppe her, som jeg lod mig inspirere af. Dog havde jeg nogle jordskokker i grøntsagsskuffen, som jeg […]

  6. Hej Rasmus,

    Det ser super lækkert ud og det er endnu et rigtigt flot billede!

    Mvh…Jan

  7. Godtsulten siger:

    Tak Jan,

    Den faldt også i rigtig god jord hos ungerne…og du kan jo endda overveje lidt hjemmelavet bacon på toppen…hvis der nu skal kød på bordet…

    Bedste hilsner
    Rasmus

Leave a Reply