Smørrebrød i det 21. århundrede

Med sin kogebog Aamanns til frokost, giver kokken Adam Aamann-Christensen den danske smørrebrødstradition en særdeles tiltrængt vitaminindsprøjtning.

Siden smørrebrødet en gang i begyndelse af firserne led, hvad der bedst kan betegnes som druknedøden under et bjerg af nitritpumpet købe-pålæg, slatten iceberg, salatmayonnaise fra spand og vildfarne appelsinskiver, har det set skidt ud for det, der ellers burde være en stolt dansk madtradition. Ikke mindst fordi det stort set er det eneste, vi rigtig kan hævde at have bidraget med på det kulinariske verdenskort.

Over alt i landet mistede samtlige smørbrødsjomfruer pludselig fuldstændig proportionssansen og kastede sig ud i en besynderlig konkurrence, der mest af alt handlede om, hvem der kunne få væltet mest muligt pålæg op på et lille halvt stykke lyst rugbrød uden kerner. Nu blev leverpostejen ikke længere smurt på brøddet, nej, tre-fire tykke skiver blev lagt løst hen over brødet på den anden led, så man fuldstændig skjulte brødets tilstedeværelse.

Jeg skal ikke kunne sige, hvordan andre har det, men for mig er det for meget leverpostej og for lidt brød. Prøv bare at forestille dig, hvor vulgært det ville have set ud, hvis man havde lagt leverpostejsskiverne oven på hinanden og op på brødet.

Og nu hvor vi er ved det besynderlige og vulgære, er der så nogen, der kan fortælle mig, hvem der fandt på at lægge en appelsinskive oven på flæskestegen? Og endnu mærkeligere, hvorfor i alverden alle pludselig begyndte at kopiere dette misfoster?

Med sin anmelderroste frokostrestaurant Aamanns, der åbnede i 2006, og nu med denne kogebog, har Aamann-Christensen igen bragt de rette proportioner og det gode håndværk tilbage på frokostbordet. Det første jeg bemærkede, da jeg bladrede igennem bogen, var, at på rigtig mange af billederne kan man rent faktisk se rugbrødet under pålægget. Tak for det!

Men tro nu ikke, at det er fordi at pålægget fejler noget, for mest imponereret er jeg over, hvordan det er lykkedes ham med sine mange nye smørrebrødsopskrifter på en gang at genoplive denne gamle tradition med alle de højtelskede klassikere og samtidig forny den.

Bare lyt til dette:

Tøndemodnede islandske sild i eddikelage med rødbede, peberrod og dildfrø serveret med æble/peberrodscreme

eller hvad med

Hønsesalat med citron og letbagte rodfrugter serveret med purløg, æbler, blegselleri og sprød bacon fra Grambogård

eller

Svinebryst braiseret i sur/sød lage med pilsner, honning og balsamico samt salat af rødløg, æbler og ristede valnødder

Udover de delikate og innovative opskrifter, der er smukt og appetitligt fotograferet, så giver kogebogen også anvisninger og opskrifter på gode gammeldags dyder, som hvordan man sprænger et oksebryst, laver sylte, snører en rullepølse og sylter grøntsager som tilbehør.

Uden for København er der sikkert mange, der endnu ikke har hørt om Aamanns, men det bliver der forhåbentligt ændret på med denne udgivelse, der udkommer i morgen (24/4), for med Aamanns til frokost er der på det nærmeste skrevet en helt nyt kapitel i dansk smørrebrøds historie, og man kan kun håbe, at alle de danske smørrebrødssteder vil læse med og tage ved lære.

Her kan du finde et lille interview med Aamann fra TV2 Lorry

Aamanns til frokost, Adam Aamann-Christensen
Foto: René Stenberg Riis
Forlaget Olivia, 250,- (vejl.)

4 Comments

  1. Jes siger:

    Uhm, jeg elsker Aamanns smørrebrød. Den bog vil jeg også elske.
    Tak for tippet og for en god blog, som har gjort mig to pund tungere…

  2. admin siger:

    Tak for ros. Og ja, Aamanns kan varmt anbefales…

  3. […] få for mange af. Af de danske, har der især været to, der skilte sig ud i år. Den første er Aamanns til frokost af Adam Aamann-Christensen, der med stor originalitet giver et meget personligt og fornyende […]

  4. […] Juleaften serverede jeg skiver af denne laks sammen med nybagt surdejsbrød og en æble/peberrodsskum inspireret af en opskrift fra Adam Aamann-Christensens fremragende Aamanns til frokost. […]

Leave a Reply