Ketchup! Kan man selv lave det?

Hvis du lod dig inspirere af mit sidste indlæg om mayonnaise, har du måske også mod på at kaste dig ud i hjemmelavet ketchup, et andet produkt, de fleste danskere har i deres hjem, og som i 99% af tilfældene vil være et de har købt.

Og hvorfor skulle man lave sin egen ketchup, når den fra Heinz smager så godt? Naturligvis, fordi den hjemmelavede variant, giver mulighed for at fremelske andre kvaliteter end de som Heinz kan byde på.

Versionen her er inspireret af Kille Ennas fra hendes fremragende kogebog Bazar, hvor der med stor succes skrues lidt op for krydderierne. Jeg har i denne version ændret på krydderiblandingen og brugt flåede tomater i stedet for friske, da de friske tomater, der er tilgængelige her til lands efter min mening desværre kun sjældent kan fremvise samme smagskoncentration som dåsetomaterne.

Ketchup (ca. ½ liter)

2 løg
1 lille dåse tomatkoncentrat
3 spsk olivenolie
3 dåser flåede tomater
½ dl æbleeddikeeddike
50 g rørsukker
3 laurbærblade
1 stjerneanis
1 rød chili
1 spsk havsalt
Friskkværnet sort peber

Hak løgene og sautér dem let i olivenolie, indtil de er gennemsigtige og uden at have taget farve. Kom chilien hel i sammen med tomatkoncentraten og lad det svitse med i yderligere ca. 10 minutter.

Tilsæt resten af ingredienserne, låg på og bring det hurtigt op til kogepunktet. Skru så helt ned og lad det simre i ca. 1½ time. Rør regelmæssigt, så det ikke brænder på i bunden. Hæld det hele op i en blender og lad den køre i et par minutter, indtil massen er helt glat. Pres det så igennem en fintmasket si, så konsistensen bliver perfekt blød og cremet og kom det straks på skoldede glas.

Som Kille Enna gør opmærksom på, er der ikke brugt konserveringsmidler og holdbarheden er derfor begrænset. Har man været omhyggelig med hygiejne, burde den dog fint kunne holde sig i hvert fald i en måneds tid i køleskabet. Og med denne lille portion, er der en god chance for, at den er spist, inden det overhovedet bliver relevant.

4 Comments

  1. LizM siger:

    Ja!! Ketchup er morsomt å lage, og ganske enkelt. Og så imponert folk blir når de får en liten krukke som gave når man er invitert på middag. Min oppskrift inneholder mer krydder og kun ferske tomater.

    http://halvtomtglass.blogspot.com/2009/09/come-on-ketchup.html

    Gir nytt liv til hjemmelaget burger! Fin matblogg du har.
    LizM
    Norge

  2. Godtsulten siger:

    Hej LizM,

    Tak for kommentar fra Norge. Din side ser også interessant ud. Den må jeg kigge nærmere på.

    Og ja, jeg synes også det skægt at lave den her slags basisprodukter. Som du siger, er det med til at give hverdagsmaden et løft.

    Friske tomater er klart at foretrække, men kun når de er sæson og super modne…

    Hilsen
    Rasmus

  3. Toke Bräuner siger:

    Burde man ikke bruge friske tomater istedet for dem på dåse.

  4. Godtsulten siger:

    Hej Toke,
    Jo, friske tomater er selvfølgelig at foretrække, men som du kan læse, at jeg har svaret ovenfor, så kun når de er i sæson.

    Og december er ikke lige tomatsæson i Danmark, derfor foretrækker jeg dåsetomater, hvis det skal bruges til julegaver… :-)

    Bedste hilsner
    Rasmus

Leave a Reply