Hverdagsmad – Penne a la Lady og Vagabonden

Det burde selvfølgelig være spaghetti, men de mindste kan godt have lidt svært med den lange pasta, så her er den skiftet ud med den mere ergonomiske penne. Og så må man bare kysse, når man er færdig med at spise.

Penne med tomatsauce og kødboller (2 pers.)

2-3 pølser
300 g penne
1 lille løg
1 fed hvidløg
3 spsk olivenolie
1 dåse flåede tomater
100 ml vermouth
1 tsk honning
1 spsk balsamico eddike
1-2 tsk fiskesauce
En lille håndfuld friske krydderurter (oregano, salvie)
Havsalt, evt. røget.
Friskkværnet sort peber
Parmesan

Hvis du vil gøre det rigtig let for dig selv, så køb de allerbedste pølser fra slagteren, klip skindet op, tag kødet ud af og rul små kødboller af farsen. Dette kræver selvfølgelig at det er en rigtig god, frisklavet, velkrydret og lidt grofthakket pølse. Til denne opskrift brugte jeg nogle italienske pølser fra slagteren på Kultorvet. Den går ikke med Langlændere eller Store Klaus fra Steff-Houlberg.

Kan du ikke få fat i pølser af tilstrækkelig god kvalitet, er det selvfølgelig heller ikke det store besvær at selv røre en lille fars af for eksempel lidt hakket kalv og flæsk, æg, havregryn, sødmælk, friskhakkede krydderurter og krydderier efter ønske.

Pil løget og hak det fint. Hvidløget pilles og skæres i tynde skiver. Svits løg og hvidløg i en stor pande i olivenolie ved middel varme i nogle minutter uden at det tager farve. Krydr med lidt røget havsalt, hvis du har det, ellers almindeligt havsalt. Kom vermouth på panden og lad det koge ind i et par minutter. Hæld tomaterne i en si over panden og pres så meget som muligt af tomatkødet gennem sien, men undgår kerner, stilk og evt. skindrester.

Kom honning, eddike og fiskesauce i og lad saucen koge ind indtil den er helt cremet i konsistensen, ca. 15-20 min ved lav til middel varme. Hold øje med at den ikke koger helt tør.

Når saucen er klar, krydrer du med friskkværnet sort peber og smager til med mere honning, eddike og fiskesauce om nødvendigt.

Kog pastaen i henhold til pakkens anvisninger. Den klassiske tommelfinger regel for at koge pasta lyder: 1 liter vand og 10 g salt per 100 g pasta. Kog spaghettien i følge pakken eller et minut mindre.

I mens pastaen koger steges kødbollerne i lidt olivenolie. Ryst panden fra tid til anden, så de får en let stegeskorpe over det hele. Alt efter størrelse skal de vel have en 4-5 minutter i alt.

Løft pastaen op af vandet og ned på panden med tomatsauce. Du kan evt. tilsætte en spiskeskefuld af kogevandet, vend pastaen godt rundt i saucen og fordel på tallerkner. Kom kødboller oven på, dryp lidt olivenolie ud over, krydr let med peber, drys lidt friske oregano og salvieblade ud over, og riv lidt parmesan på toppen.

Leave a Reply