De oprindelige Price brødre

Personligt synes jeg, at der gået lige lovlig meget festoriginal over Price brødrene og deres program, specielt efter at de er rykket over på DR1, men jeg kan da godt sætte pris på den positive stemning omkring madlavning, som de tilsyneladende får spredt ude i de små hjem.

Selvom Price-brødrenes madstil i højere grad lægger sig op af Julia Childs klassisk franske tilgang, så kunne man godt få tanken, at de havde ladet sig inspirere af det succesfulde amerikanske madprogram Cookin’ Cheap, til de mere “underholdende” dele af programmet. Cookin’ Cheap har i hvert fald demonstreret sin popularitet ved formentlig at være det madprogram, der længst tid har været i luften – fra 1981 til 2002.

Showet var oprindelig en reaktion på Julia Childs mere forfinede opskrifter, der ofte benyttede ingredienser, der ikke var tilgængelig i en almindelig sydstatsby som Roanoke, Virginia, hvor showet blev optaget. Cookin’ Cheap var også fremme i skoen, hvad angår interaktivitet, da mange af de viste opskrifter var indsendt af seerne.

Her er et par eksempler på den legende tone mellem de to herrer, Laban Johnson og Larry Bly. Specielt er jeg begejstret for Johnsons lille “Chicken Thigh” dans eller når Bly skriver frække ord i margarinen med sin dej. Men maden er måske mindre spændende.

2 Comments

  1. Signe siger:

    Ja,man kan sagtens se inspirationen.
    Men samtidig meget firser-agtigt, bare det at han står og læser opskriften mens han laver maden :-)

  2. Godtsulten siger:

    Ja, totalt 80’er og rimelig amatøragtigt…og James og Adam kan trods alt finde ud af at lave mad.
    Også meget sjov kontrast mellem Price-brødrenes våbenkapløb, hvad angår avanceret køkkenudstyr og Johnsons spørgsmål om man kan bruge noget andet til at piske dejen med, hvis man ikke har et piskeris…vi er helt nede på jorden her… :-)

Leave a Reply