Svendebrev i salat

Jeg synes sjældent, man støder på rigtigt gode salater. Alt for ofte er det de samme to-tre grøntsager (agurk, tomat, rød peber) der blandes sammen med en kønsløs iceberg og får sjasket en anonym olie- eddikedressing over sig. Og når det går helt vildt for sig, er der måske kastet lidt oliven eller pinjekerner i.

Måske har Claus Meyer tænkt det samme. I hvert fald har han i samarbejde med Lars Scheel, der arbejder som køkkenchef i Meyers Køkken og Deli, udarbejdet en ny og særdeles anvendelig kogebog med titlen Claus Meyers Salatværksted.

Omslaget lover “80 originale opskrifter”, det er måske lidt flot, når man både har inkluderet Salad Nicoise, Insalata Caprese, Toscansk brødsalat, Græsk salat og andre klassiske salater, men der er rigtig mange originale opskrifter som Rugsalat med røget ål og tørrede solbær, Fennikelråkost med mynte, melon og gedeost og Sprødsalat med majs, citrontykmælk og popcorn, der både lyder spændende og smagsinnovative.

Specielt begejstret er jeg for de mange afsnit, der fortæller om forskellige salattyper, croutoner og andet knas, dressinger og kornsorter, og i hvilken sammenhæng, de er gode at bruge. Det er bog, der gerne vil lære fra sig og man fornemmer hurtigt den store viden Meyer og Scheel ligger inde med.

Med disse afsnit kommer bogen også til at indeholde flere opskrifter end den egentlig gør, fordi man ikke kan lade være med at blive inspireret til at lege med og lege videre med egen kreationer.

Et andet plus i min karakterbog er de mange fyldige salater, der kan gøre det ud for et helt måltid. Alt for ofte ender salaten som en uintegreret del af måltidet, der blot er inkluderet for at få noget sundt med. Ved at gøre salaten til selve måltidet kommer man omkring dette problem og ender som regel med et langt mere interessant resultat.

Med Meyer og Scheel som læremestre kan man hurtigt blive udlært salatsnedker.

Claus Meyers Salatværksted, Claus Meyer & Lars Scheel
Foto: Maria P.
Lindhardt og Ringhof, 269, 95 (vejl.)

2 Comments

  1. Lars siger:

    Tak for tippet!

    Jeg havde luret på den, men allerede mentalt affærdiget den som endnu en intetsigende bog om salatens glæder.

    Nu må jeg jo prøve at kigge lidt i den næste gang, og vurdere om den skal i samlingen.

  2. admin siger:

    Selv tak. Og ja, jeg synes den virker spændende, selvom jeg ikke har prøvet nogle af opskrifterne endnu.

    Som nævnt, er jeg umiddelbart især begejstret for de meget informative afsnit, der rent faktisk prøver at lære noget fra sig omkring salater, dressinger, korn, kål etc., afsnit der forsøger at inspirere til egen kreativitet.

    For mig er en kogebog først rigtig vellykket, når den netop har denne kvalitet.

Leave a Reply