Madordning

Allerede inden den nye madordning i institutionerne er trådt i kraft, møder den massiv kritik fra flere sider – Politiken, Information, TV2 Nord. Selv har jeg svært ved at afgøre, om det er en god idé.

For jo, det er selvfølgelig indlysende, at hvis det kunne lade sig gøre for de enkelte institutioner at tilbyde et frisk- og veltillavet måltid, der både er sundt, nærende og smagsudviklende, så vil det være at foretrække sammenlignet med formentlig de fleste madpakker.

Dertil kommer, at man uden tvivl, hvis man virkelig tog opgaven alvorligt og øjnede den mulighed, der ligger i at kunne samle børn omkring et fælles måltid, også kunne give dem lidt kulinarisk opdragelse med på vejen, og på den måde være med til udvikle den danske madkultur i en mere intelligent og sofistiskeret retning.

Men når man ser på, dels hvordan det offentlige madtilbud generelt ser ud rundt omkring på hospitaler og plejehjem og dels på ambitionsniveauet i det nuværende forslag, så kan jeg ikke lade være med at frygte, at der går lidt ISS i den, og vi blot ender med mere fra den samme forsømte gryde.

I den forbindelse, er det selvfølgelig også værd at bemærke, at det jo godt kan lade sig gøre, at lave ordentlig mad til mange, som Herlev og Hvidovre Hospital blandt andet har vist. Der er desværre bare uhyggeligt mange kokke og økonomaer, der af den ene eller den anden grund ender med at servere ting fra spande og varme halv- og helfabrikata op.

Og i at med at ministeren allerede er ude og afvise flere penge til ordningen, så kunne det såmænd også sagtens tænkes at, ordningen slet ikke bliver til noget. Jeg tror hellere, jeg må investere i en ordentlig madkasse til min ældste knægt, der snart skal til at have madpakke med hver dag, når han starter i børnehaven. Den her fra Muji, ser både pæn og funktionel ud.

4 Comments

  1. cyclone bill siger:

    Et af problemerne er vist også at man i en sådan fælles ordning skal rumme de særlige krav der nu kan være – dvs. særlig mad til fx allergikere (kan ikke huske om de også nævnte vegetarer og muslimer?).

    Det er klart at det er sådan det må være, men lige så klart at det gør det langt sværere at opnå et standardmåltid der ikke bare er ISS-agtigt.

  2. admin siger:

    Nej, det gør det selvfølgelig ikke lettere, når en sådan madordning også skal tage hensyn til allergier og særlige spisevaner. Men med lidt omtanke behøver det heller ikke at være sværere. Det vegetariske måltid kunne jo f.eks. godt tilberedes, så det kunne spises af både allergikere og muslimer.

    Min pointe er bare, at hvis kvaliteten alligevel ikke kan hæves over madpakkens, så er der ikke nogen grund til at ændre på det nuværende system. Fordi så er det bare en fordyrende ordning, der hverken lærer børnene noget om madkvalitet eller gør dem sundere.

  3. Lars siger:

    Jeg har samme bekymring. Min frygt er at jeg skal til at betale for en shitty madordning, og så alligevel bliver nødt til at give mine børn madpakke med hver dag alligevel, fordi de ikke får mad i den kvalitet som jeg ønsker de skal have.

    Det kan nu godt lade sig gøre at have nogle ordenlige madordninger. I den børnehavde min datter tidligere gik i havde de eget køkken, og en økonoma ansat, og der var altid masser af afvekslende mad, og rigeligt med frugt og grøntsager, til 280,- pr måned.

  4. admin siger:

    Ja, det ekstra frustrerende er jo, at jeg i princippet synes, at det er en rigtig god idé, men hvis den ikke føres helhjertet og ambitiøst ud i livet, så ender man let med noget der er værre end det allerede eksisterende.

    Min ældste dreng går i vuggestue, hvor de har glimrende, økologisk og varieret madordning indeholdt i betalingen.

Leave a Reply