Birkesaft
I påskeferien fik jeg endelig mulighed for at hoppe med på birkesaftbølgen. Altså ikke bare at købe en dyr flaske i en delikatessebutik, men at tappe min egen gratis saft direkte fra kilden, i dette tilfælde birketræer ved svigerforældrenes sommerhus i Rågeleje.
Jeg havde bestilt udstyr hos Birkesaft.dk og modtog efter et par dage to 10 l dunke og en slange med spile til at sætte ind i det borede hul.
I følge instrukserne, der også fulgte med, skulle man forsøge at bore ind til midten af træet, så jeg ledte efter et træ, der ikke var alt for tykt og borede i den anbefalede 8 graders vinkel med et 10 mm bor, der passede til spilens diameter.
I samme øjeblik, som jeg stak boret i træet, begyndte små dråber at løbe ud. Det her ser rigtigt ud, tænkte jeg. Og efter at jeg havde boret ind til midten, rengjorde jeg hullet med vand, så al boresmulden kom ud, satte så spilen godt fast i hullet, spændte slangen på og ned i dunken og hængte dunken op.
Cirka 14 timer senere kunne jeg hente de første to liter frisktappet birkesaft og serverer for familien til morgenbordet. Hvis man ikke smagt birkesaft, skal man forestille sig meget blødt postevand med et strejf af sødme og ganske let træet smag. Det er ikke alle, der bryder sig om smagen, mange føler, at fordi det er så blødt, så virker det lidt fadt. Men jeg synes, at det er smager rigtig godt, som det er.
Alternativt er det godt at blande i for eksempel hyldeblomstsaft, da birkesaften har en smagsforstærkende effekt, og ellers kan den også bruges i sorbet, bagværk og supper. Man kan også koge det ind til sirup, men da sukkerindholdet kun er på ca. 1 %, skal der seriøst meget birkesaft til bare en lille portion birkesirup. Jeg havde i hvert fald slet ikke fået nok til at begynde med sådanne eksperimenter, så det blev bare kølet ned og drukket iskoldt.
Jeg må dog også indrømme, at jeg havde håbet på et større udbytte, og selv om jeg forsøgte på et par forskellige træer, fik jeg aldrig mere end 2-3 liter i døgnet. Jeg har siden forhørt mig omkring og fået at vide, at man dels kan forsøge sig med større træer, og at det ikke er afgørende, om man borer ind til midten. Man skal lede efter træer med en stor krone, og desuden kan man også forsøge at bore ind i en halv til en hel meters højde (jeg borede nok i ca. 1½ meters højde), da trykket længere nede på træet logisk nok er højere. Hvis man finder et godt træ og får boret rigtig, skulle det være muligt at tappe 10-15 liter i døgnet.
Sæsonen varer mellem 20 og 30 dage og starten typisk i slutningen af marts og løber frem til slutningen af april, så det er ved at være sidste udkald, hvis du også skulle have fået lyst til at prøve. Holdbarheden på frisk saft er cirka 5 dage, hvilket ikke var noget problem for mit vedkommende, men hvis du har bedre held end jeg, kan overskyende saft fint fryses ned og holde sig i op til 1 år. Det, man køber, vil stort set altid have været frosset.
Jeg skal i hvert fald ud næste år igen. Når man er byboer, er det ikke så tit, at man får mulighed at kunne høste direkte af naturens ressourcer.