Råkost af blomkål, gulerod og ramsløg

Raw Food bølgen siger mig ikke noget. Faktisk tror jeg ikke på den. Eller rettere, jeg tror, at det er forkert, når de såkaldte Raw Foodies hævder, at det er sundere udelukkende at spise rå mad.

Et af de argumenter, der bliver fremført for, at raw food skulle være særligt sundt, er, at enzymer i råvarerne dør ved tilberedning på over 42 grader. Kroppen bruger enzymer til at fordøje maden, og tanken er derfor, at det er sværere for kroppen at fordøje den tilberedte mad end den utilberedte mad. Umiddelbart lyder det jo logisk, der er bare den lille detalje, at kroppens fordøjelsessystem selv producerer de enzymer, den skal bruge for nedbryde maden.

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig alt for klog på dette område, men derudover mener jeg også at have forstået, at det for en del forskellige råvarer, faktisk forholder sig sådan, at de er sværere for kroppen at nedbryde i rå tilstand og dermed optage de gode stoffer, som kroppen gerne vil have.

Endelig er der det for mig allervigtigste aspekt: smagen. Der er ganske enkelt en masse smagsudvikling, der ikke er mulig, når man ikke må opvarme sin mad. Skulle man derfor udelukkende basere sin diæt på rå mad, skulle man altså også indstille sig på et væsentligt fattigere smagsliv.

Når det så er sagt, så betyder det jo på ingen måde, at jeg ikke sætter stor pris på at spise alverdens ting i deres rå form, og at der helt sikkert er mange, der kunne drage stor nytte af en diæt med flere grøntsager, tilberedte eller rå. Man kunne f.eks. prøve denne enkle salat, som jeg serverede sammen med en hel kylling tilberedt i ovnen med masser af citron og rosmarin.

Råkost af blomkål og gulerod med ramsløg (2 pers)

2 gulerødder (her i en to-farvet variant)
5-6 blomkålsbuketter
1-2 æbleeddike
2 spsk olivenolie
Havsalt og friskkværnet sort peber
2-3 blade ramsløg

Vask grøntsagerne. Del gulerødderne på midten med et skråt snit og snit dem helt fint på et mandolinjern. Blomkålsbuketterne deles også på midten og snittes ligeledes i tyndeskiver på mandolinen. Kom op i en skål, krydr godt med salt og peber. Vend omhyggeligt rundt med fingrene. Dryp eddike og olie ud over og drys med finthakket ramsløg.

3 Comments

  1. Kære Rasmus!

    Wauv for en vanvittigt indbydende salatopskrift. Den skal prøves så snart som muligt.

    Derudover synes jeg, at du meget præcist formulerer en solid mængde sunde forbehold over for rawfood-bevægelsen.

    Det er altid godt at (af)søge grænserne, men at gøre grænser til begræsninger i og for sig selv — med mere eller mindre valid forskning i hånden — kommer der sjældent noget særligt gastronomisk godt ud af på den lange bane.

    Alt godt & go’ weekend!

    Kasper

  2. For resten — må jeg bringe dit bilede med fuld kreditering og returlink, hvis emnet skulle fare mig i pennen?

  3. Godtsulten siger:

    Hej Kasper,

    Tak for ros. Og ja, du er velkommen til at lave et indlæg med mit billede.

    Bedste hilsner
    Rasmus

Leave a Reply