Hverdagsmad – majskolber

Sæsonen for de rigtig gode danske, økologiske sukkermajs er ved at være slut, men du kan stadig lige nå det.

Der er ikke så mange der ved det, og endnu færre der har prøvet, men friske økologiske majskolber kan fint spises rå hele. Alternativt kan man skære de rå kerner af kolberne og bruge dem i salat. En noget anden oplevelse end de fade og konsistensløse dåsemaj, der egentlig ikke burde kunne sælges som menneskeføde.

Man kan selvfølgelig også koge dem, og fordelen herved er muligheden for at lægge en klat smør på, der langsomt smelter ned af de orange-gule kerner og tilfører det salte element, der klæder majsens sødme så godt.

Hvis den skal helt op og ringe, kan man prøve sig med den her estragonsmør, der yderligere giver en let tone af anis, samt lidt frisk syre og bitterhed fra citronskal.

Majskolber med estragonsmør (2 pers.)

2 majskolber
Frisk estragon
25 g smør
Havsalt, evt. røget
Friskkværnet sort peber
Citronskal

Pluk estragonbladene af stilkene. Efter min mening kan der nærmest ikke komme for meget i, men du skal i hvert fald bruge en 10-15 stilke, og altså gerne mere. Skær smøret i tern, og kom smør og estragon i en lille blender eller brug en stavblender i en skål.

Blend til smør og estragon er en homogen masse. Riv lidt citronskal helt fint ned i, krydr med lidt ekstra havsalt, gerne røget, hvis du har det og lidt friskkværnet sort peber. Blend igen og smag til med lidt mere citronskal, salt og peber om nødvendigt.

Stil på køl indtil det skal bruges. Hvis det skal se pænt ud, kan du komme smøret op på et stykke husholdningsfilm og rulle det til en pølse, inden du stiller det på køl. Så kan man skære pæne runde skiver ud af smøret.

Majskolberne kommes i saltet, kogende vand og koges i 6 minutter. Servér smøret til de brandvarme majskolber.

Leave a Reply