Sæson for god smag

Sæsonen for danske blomkål starter nu, og i den seneste udgave af magasinet Sæson kan du læse et kort intereview med mig og finde to af blomkålsopskrifterne – Stegt blomkål med lam og Råmarineret blomkål – fra min kogebog Grønne Sager – Samme grøntsag på 3 måder.

Magasinet trykkes i 250.000 eksemplarer og burde være at finde i din lokale Coop butik eller Irma fra i dag. Ellers kan du også finde det og tidligere numre på deres hjemmeside, hvor du også kan se den tredje blomkålsopskrift – Revet blomkål med perlebyg – fra kogebogen.

Blomkål er en fantastisk spise, der desværre alt for ofte bliver mishandlet ved at blive sønderkogt i 15 og 20 minutter. Dårlig idé!

For at få det optimale ud af blomkålen bør den enten serveres rå – gerne efter at have ligget i en citron- eller eddikemarinade i en halv times tid – eller hårdt stegt nogle minutter på en pande.

Og lad så endelig være med at smide stokken ud, den kan sagtens spises, f.eks. groft revet eller i tynde strimler lavet med en tyndskræller, fintsnittet og let sauteret i lidt smør eller som ekstra smagsgiver i en mos.

Også de inderste lysegrønne blade kan spises, enten rå eller lynristet på en pande ligesom frisk spinat.

Leave a Reply