Hverdagsmad – Aspargessuppe

Aspargessuppe er en luksuriøs lille servering, der giver dig maksimal udbytte af aspargesene. Dels fordi du ikke behøver at brække et stykke af bunden af, dels fordi du ikke hælder al smagen ud i vasken sammen med kogevandet.

De fleste har nemlig tendens til tilberede asparges ved at koge dem i vand. Men da asparges er en af den slags grøntsager, hvis smagsmolekyler er vandopløselige, er det ikke altid så hensigtsmæssigt. For det betyder at en stor del af smagen siver ud i vandet, under kogningen (prøv bare at smage på kogevandet, når du har kogt asparges), og hvis du blot hælder vandet ud bagefter, så hælder du altså også en betydelig del af smagen ud i vasken.

Hvis du tilbereder asparges hele er det derfor bedre at gøre det i et fedtstof som smør eller olie, eller alternativt netop gøre brug kogevandet til en suppe eller måske som udgangspunkt for en sauce.

Suppen her er utrolig let og hurtig og kan derfor sagtens serveres som en lille forret en hverdagsaften.

Aspargessuppe (2 pers.)

300 g grønne asparges
4 dl kyllingefond
2 spsk med top creme fraiche 38%
½ citron
Havsalt og friskkværnet sort peber

Vask aspargesene, skær hovederne af og læg til side. Stilkene deles i tre og kommes i en lille gryde sammen med kyllingefonden. Jeg lavede min fond på 4 dl vand og 1 spsk flydende kyllingefond. Bring gryden i kog og lad det småkoge indtil aspargesene er helt møre.

Kom aspargesene og halvdelen af kogevandet op i en blender, og kør indtil den er helt fin og skummende – et minuts tid. Kom creme fraichen i blenderen, sammen med havsalt, friskværnet sort peber, fintrevet skal af den halve citron og noget af saften. Blend igen og spæd op med mere kogevand til du synes, suppen har den rette konsistens.

Hæld det hele tilbage i gryden, evt. gennem en si, hvis der stadig er trævler i suppen. Men det burde ikke være nødvendigt, men hvis du har blendet den ordentligt. Varm suppen op igen. Smag til med citronsaft, salt og peber. Hovederne kan du enten komme med ned i gryden og lade dem koge med, mens suppen varmer op, eller du kan servere dem helt rå på toppen. Under alle omstændigheder, skal suppen servéres rygende varm og gerne med lidt brød og et glas kølig Grüner Veltliner til.

Leave a Reply