Den altædendes dilemma

Jeg har lige købt og ser frem til at læse den voldsomt omtalte og hædret bog The Omnivore’s Dilemma (2006) af den amerikanske journalist Michael Pollan, hvori han følger fire forskellige måltider tilbage gennem hele produktionsprocessen.

De fire måltider går fra fastfoodmåltidet til måltidet tilberedt af storindustrielt fremstillede økologiske råvarer over måltidet lavet af økologiske råvarer dyrket på en lille gård til måltidet, der udelukkende består af råvarer, han enten selv har jaget, indsamlet eller dyrket.

Jeg er meget interesseret i at høre andres tanker om denne bog, hvis der er nogen, der har læst den.

På Youtube fandt jeg for nylig disse to interessante forelæsninger af Pollan i forbindelse med The Omnivore’s Dilemma og hans seneste bog In Defense of Food (2008).

En af de ting han gør opmærksom på, som jeg især bed mærke i, var en lovændring i 1973 i den amerikanske fødevarelovgivning, der ophævede en ellers hidtil gældende regel om, at hvis man tog et produkt, som folk allerede kendte og havde forventninger til som for eksempel brød, pasta eller yoghurt og så ændrede substantielt på ingredienserne i dette produkt, så måtte man ikke kalde det nye produkt ved samme navn. Så skulle man kalde det imiteret brød, imiteret pasta og imiteret yoghurt.

Jeg har ikke før hørt om denne lovændring, men der er vist ingen tvivl om det totale paradigmeskift, som den har medført i forhold til den måde fødevarer i dag bliver fremstillet over hele kloden.

Prøv bare et øjeblik at forestille dig, hvad det ville betyde for den måde vi taler om, laver, spiser og producerer mad, hvis denne lille enkle og fuldstændigt logiske regel stadig gjaldt, og man ikke kunne kalde en kemisk pulverblanding for bearnaisesauce eller kalde isen for jorbærflødeis, hvis der hverken var jordbær eller fløde i.

Leave a Reply