Undergrundsrestauranter

Modsat mine fem bud på mad- og restaurationstrends i 2009, så er det her nok mere et ønske for det kommende år.

Jeg er netop stødt på Caché, en såkaldt “private dinner club” i Seattle. Dette begreb “private dinner club” dækker over en form for undergrundsrestaurant eller offentlig madklub, hvor man kan tilmelde sig de arrangementer, som stedet afholder – typisk en 4-6 om måneden. 

Hver arrangement er bygget op omkring et tema og består af mad, drink, vin og dessert for en donation. Man betaler nemlig ikke for maden, men donerer et beløb, der varierer fra gang til gang.

Maden spises omkring ét stort bord sammen med resten af aftenens gæster og nogle af retterne serveres “family style” altså fra fad. For folkene bag Caché ønsker ikke bare at servere god mad, men også at skabe et sted, hvor man kan møde nye og spændende mennesker, der deler interessen for det kulinariske.

Denne særlige type restauranter er så småt ved at brede sig i USA, og for mig lyder det også som et fuldstændig genialt koncept, som der burde være grobund for i København eller andre steder rundt om i landet.

Grunden til at man har valgt denne særlige konstruktion med donationen, skyldes vist at de dermed undgår at skulle betale skat af beløbet og endvidere slipper for at skulle godkendes af diverse myndigheder, hvilket selvfølgelig gør det hele lettere og billigere for alle.

Jeg ved ikke, om samme stunt vil kunne lade sig gøre i Danmark, men jeg håber, at der er nogle, der vil lade sig inspirere. Jeg vil i hvert fald gerne hjælpe til.

2 Comments

  1. Mette Helbæk siger:

    Spændende.

  2. admin siger:

    Ja. Knipps Kaj er vel det nærmeste, vi har set herhjemme…

Leave a Reply