Ingefærkager

Er du træt af endnu gang at skulle give oldemor en æske kattetunger og en natcreme fra Matas i julegave, så var de her hjemmelavede ingefærkager, måske et godt bud på en mere personlig gave. 

Det ville være synd at sige, at jeg gør det meget i småkager, men ved juletid hører det sig ligesom til. Opskriften her har jeg fået af en veninde, der fortæller mig, at den stammer fra Ghana. De er i hvert fald enkle og meget velsmagende, så det kan godt betale sig at lave rigeligt.

Ingefærkager (ca. 120 stk)

500 g sukker
Saften og skallen fra 1 citron
2½ dl lys sirup
2 dl fløde
250 g smør
900 g hvedemel
2 spsk stødt ingefær
2 spsk natron

Kom smøret i en lille gryde og lad det smelte langsomt ved lavt blus. Tag af blusset og stil til side. I en stor skål eller en røremaskine blandes sukker med den revne skal og saften fra citronen. Tilsæt sirup, fløde og det afkølede smør og rør godt sammen.

Bland ingefær og natron med melet. Rør melet i sukkerblandingen indtil du har en ensartet masse. Dæk skålen med film og lad dejen hvile et par timer.

Form dejen i små kugler, placér dem på bageplader med lidt plads imellem – ca. 20-25 pr. plade. I ovnen vil de synke sammen og brede sig ud til runde småkager, så der skal helst være tilstrækkelig med plads imellem dem, så det ikke bare bliver en kæmpe småkage. Småkagerne bages ved 125 grader i ca. 30 min.

Vend småkagerne ud på en rist og lad dem køle helt af. Du skal ikke være bekymrede over, at de er helt bløde, de bliver hårde, så snart de er kølet af. Opbevar i en lufttæt beholder.

4 Comments

  1. morten siger:

    Super opskift som jeg bagte dobbelt portion af i jobbets store ovn. Brugte sprøjtepose og erstattede sirupen med halvt flydende honing som gik godt sammen med ingefæren.
    En fantastisk, ikke udelukkende jule Biscuit, med et godt bid og god at dyppe i teen hvor ingefæren virkelig kommer til udtryk :)

  2. admin siger:

    Godt at høre. Og ja, jeg synes også det er rart med en småkage, der ikke er helt så julet i det. Perfekt til te.

  3. hanne siger:

    super opskrift, tak for den! helt klart en genganger i mit køkken!

  4. Godtsulten siger:

    Selv tak Hanne…herligt at høre.

Leave a Reply